De danske regler om miljøregulering af husdyrproduktion skal tage hensyn til omstillingen af Danmarks arealer, værne om miljø og natur og sikre forudsigelige og økonomisk bæredygtige rammer for landbrugs- og fødevareerhvervet.
Reguleringen af husdyrbrugenes anlæg og reguleringen af arealer til udbringning af husdyrgødning har tidligere været adskilt, men reguleringen er nu blevet samlet i Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd. Ministeriet er desuden ansvarlig for at implementere EU’s direktiv om industriemissioner (IE-direktivet) i den danske lovgivning for så vidt angår husdyrbrug. Det betyder, at ministeriet fastsætter de miljøkrav og rammer, som de største husdyrbrug skal leve op til for at mindske deres miljøpåvirkning og følge fælles europæiske standarder.

